'Tre døgn for Condor' af Sidney Pollack
Nyd en hæsblæsende 70'er thriller - gratis på Filmstriben!
Af Marie Theilmann
Hvad handler bogen om?
Joe Turner er CIA-mand, men det lyder så dramatisk og voldsomt, og det har Joes tilværelse egentlig ikke været indtil videre. Hans arbejde for CIA har bestået i noget så stille og roligt som at sidde og læse: Sammen med sine kolleger på et hyggeligt kontor i New York City læser han alt, hvad der udgives, for at opsnappe mulige koder, komplotter og ideer til operationer.
Læsefreden ender dog brat, da Joe en dag vender tilbage til sit kontor efter at have hentet frokost – og finder alle sine kolleger myrdet! Nu begynder tre hæsblæsende døgn for Joe, som bærer CIA-kodenavnet ”Condor”. For hvem kan han nu stole på, om nogen? Hvad er det, han og hans kolleger er snublet over i bøgerne, der har fået nogen til at ville dem alle til livs? Og er der noget råddent i CIA?
Hvorfor skal man læse bogen?
Æstetikken er lækker på den der 1970’er-måde, med støvede nuancer af brændt orange, brunt, beige og okkergult og knusende roligt steady-cam. Plottet og stemningen er gennemsyret af den paranoia, der fulgte i kølvandet på Watergate-skandalen: Hvem vender sig mod og finder tryghed, når selv de sikreste autoriteter svigter? Og så er Robert Redford helt utroligt karismatisk som henkastet læsehest, der pludselig bliver ufrivillig helt i et actionplot.
Alt i alt giver denne nyklassiker, instrueret af Sydney Pollack, bare det der helt særlige sug i maven af dragende desperation, lige fra den uafrystelige åbningsscene med likvideringerne i kontormiljøet og til filmens afsluttende scene i New Yorks gader. Undervejs på sin flugt ser Joe sig nødsaget til at tage et gidsel, Catherine, for at kunne bruge hendes lejlighed som base, mens han planlægger sit næste træk. Catherine, som efterhånden får varme følelser for sin kidnapper, spilles sublimt af Faye Dunaway, og kemien mellem Redford og Dunaway bidrager væsentligt til filmens romantiske spændingskurve.
I en vigtig birolle som trenchcoat-klædt lejemorder ses også Max von Sydow, på en gang iskold og gemytlig. Man glemmer sent hans formanende monolog om ikke at vide sig for sikker nogen sinde, nogen steder og under nogen omstændigheder.
Hvilke andre bøger minder bogen om?
’Tre døgn for Condor’ vil appellere til seere, der holder af andre 1970’er-spændingsklassikere som ’Chinatown’, ’Klute’, ’Alle præsidentens mænd’ og ’Skatmat’.
Derudover gav filmen mig nogle umiskendelige opera-vibes, som jeg ikke 100% kan redegøre for, men altså: Hvis man er operaelsker, tror jeg, der er en vis chance for, at man også kan lide ’Tre døgn for Condor’. Det er noget med den der fortvivlede, romantiske og modige helt, som man ellers kun plejer at se i operagenrens tenorroller.
Filmen kan ses på Filmstriben helt gratis, hvis man logger ind med sit bibliotekslogin.