Ugens anbefaling

'Om udregning af rumfang IV'

Det er stadig d. 18. november men Solvej Balles historie er fuld af dynamik og plot på trods

Af Lene Bach-Lauritsen

Hvad handler bogen om?

Hovedpersonen Tara sidder fast i den 18. november. Der er sket noget med tiden, men ikke for alle. For eksempel vågner Taras kæreste op til den 18. november, som om det var en helt ny dag, der aldrig har været før. Solvej Balle lovet os hele syv romaner om denne dag!  

I bog fire er Tara nået til 18. november # 1892, og befinder sig nu i Bremen, hvor hun deler hus med andre tids-fastlåste. Udover at forsøge at forstå hvad, der er sket med tiden, viser det sig, at der er nok at tage sig til. Helt praktisk skal der skaffes mad og ly uden at forstyrre den almindelige tid, og så er der længslen efter andre årstider end novembers, og hvordan man skaber nye fællesskaber og en hverdag uden ens kære, som ikke sidder fast i tiden.

Hvorfor skal man læse bogen?

Det kan lyde som en stillestående læseoplevelse med syv bøger om samme dag, men historien tager drejninger undervejs og det skaber variation. Tonen er reflekterende og stilen er både filosofisk og poetisk. 

Særlig fine er tankerne omkring den fremadskridende tid. Karakteren Ralf efterlyser mere fokus, møder og faste rammer for sit projekt med at forhindre ulykker rundt omkring i samfundet mens Taras reflekterer over en mere langsom og iagttagende tilgang:

“Min egen begejstring, sagde jeg, havde altid været som en stille simren, og min fremdrift lignede lyden af stenene i vandkanten, når de flyttes omkring af bølgerne på en dag med ganske svag vind.“ 

Bøgerne er ganske korte og på den måde hurtige at komme igennem, men de rummer mange finurlige tanker og ideer, som man kan dvæle ved og fundere over – ligesom Tara gør. På den måde er ”Om udregning af rumfang” fyldt med invitationer til små og store tanke-rejser og måske til at kaste et fornyet blik på måden, hvorpå vi indretter vores samfund og liv. Hvem kender ikke den flygtige lille dagdrøm om at tiden lige kunne stå lidt stille?

Hvilke andre bøger minder bogen om?

Jeg kommer til at tænke på ”Til Paradis” af Hanya Yanagihara. Her spiller tid også en rolle, men på en helt anden måde. Romanen består af tre historier, der foregår i 1893, 1993 og 2093 i USA. Samfundsforholdene er ikke, som vi kender dem da bogen indeholder flere kontrafaktiske elementer. 

En overraskende detalje er, hvordan karaktererne synes at være forbundet på tværs af de tre historier. Stemningen i ”Til Paradis” er melankolsk og også dystopisk med emner som totalitære samfundsforhold, ensomhed og triste skæbner. Men der er også små glimt af håb. Begge bøger berører identitet og på forskellig vi en længsel efter mening. 

I ”Til paradis” underviser karakteren David børn i kunst, og har selv studeret kunst fordi han havde ”… ledt efter noget, en nyttig beskæftigelse, som kunne give hans dage form og mening”. Til Paradis er et samlet bind på hele 729 tætskrevne sider, men bliver du grebet, er den svær at slippe.