'Hundrede børn' af Fine Gråbøl
Litteraturformidler Emilie anbefaler denne uge en roman om englesang, stemmer i overgang og en skole, der begynder at hælde.
Af Emilie Bessing
Hvad handler bogen om?
I ’Hundrede børn’ følger vi Karl og hans venner Theo, Hüseyin, Anna og Isa som alle går i sjette klasse på en sangskole hvor eleverne synger fra bladet, hvor ens stemme og identitet er tæt sammenfiltrede og hvor traditioner, lydighed og disciplin går hånd i hånd. Tilsyneladende en verden, hvor det handler om at følge den slagne vej, indordne sig korets logik og forstå sig selv og sin egen stemme som en del af en større, fælles stemme.
Men så begynder skolen at hælde, helt bogstaveligt. Det bliver vanskeligere og vanskeligere at stå på sine fødder, klavererne begynder at rutsje og med disse ændringer synes skolens ordener og hierarkier også at smelte mere og mere sammen, eller måske rettere, opløse sig og stige til himmels.
’Hundrede børn’ er en skøn, velklingende og sælsom roman om at vokse op, om forvandling og opløsning, om orden og lydighed, om at finde venskaber og alliancer og om hvordan der kan opstå sprækker i fundamenter, der ellers virkede fuldstændig urokkelige.
Hvorfor skal man læse bogen?
Læs ’Hundrede børn’ for dens musikalske skildringer af korsang, for dens ømme beskrivelser af hvordan barndommen langsomt slipper sit tag og for de forunderlige og overraskende ting, der kan ske i denne roman.
Du kommer blandt andet med på en kortur med bus ned gennem Europa og møder et drengekor, hvis medlemmer måske ikke kun hører til i denne verden og som inviterer Karl ud i skoven midt om natten til en sælsom og okkult hangout. ’Hundrede børn’ er en læseoplevelse der klinger i én længe efter endt læsning.
Hvilke andre bøger minder bogen om?
Hvis du synes om ’Hundrede børn’, så læs også Fine Gråbøls debut ’Ungeenheden’, Cecilie Linds ’Pigedyr’ eller Johanne Lykke Holms ’Strega’.