'Sang for brummere' af Julie Sten-Knudsen

Hvad handler bogen om?

Julie Sten-Knudsens essaysamling lægger ud med et åbent brev, stilet til en psykolog, kaldet P, som engang frarådede den depressions- og angstlidende digter og forfatter at tage antidepressiv medicin. 

Medicinen var ”ikke noget quickfix”, som han belærte hende. Dermed lagde han sig, redegør Sten-Knudsen for, fint i slipstrømmen af de mange forskellige psykologer, Sten-Knudsen har været i behandling hos gennem sit voksenliv. Nogle har opfordret hende til at pille i sine egne mentale sår. Andre har lovet hende, at metakognitive teknikker vil kunne lære hende at tænke angst og tungsind væk. Andre igen har ment at en struktureret hverdag ville komme depressionen til livs. 

Julie skriver nu, at de tog fejl. Da hun endelig forsøgte sig med medicinen, hjalp den hende på mirakuløs vis allerede fra dagen efter den første pille. Og Sten-Knudsen fortæller om det på en gang svimlende, skræmmende og befriende ved pludselig at betragte sin depression som en sygdom og sig selv som en patient. Hun skriver om den tid, der er blevet mistet til sygdommen og til ørkesløse behandlingsforløb og om den boblende følelse, når evnen til at glædes igen bliver én til del: 

”Når skyerne glider til side, kan man blive helt blændet. Af lyset. Af at kunne se. Kunne mærke. At man er i live.”

Teksternes om depression svinger fra brev-formatet, over dagbogsnotater og til uddrag af romanudkast og udgør hele den første halvdel af Sten-Knudsens bogen. I bogens resterende essay undersøger Sten-Knudsen emner bl.a. som glæden ved at lære at spille tennis, om kunstneren Anna Sybergs uregerlige blomster, om at være en udsat krop i et rædselsfuldt bofællesskab, en kulopvarmet lejlighed i det tidligere DDR og om følelsen af et træs bark under håndfladen, duften af nybagt brød smagen af et saftigt æble og frygten for at miste alle disse vidunderlige jordiske erfaringer til en forestående klimakatastrofe. 
 

Hvorfor skal man læse bogen?

Julie Sten-Knudsen skriver både klogt, nuanceret og følsomt om depression og psykofarmaka, et emne, der ellers har tendens til grov polarisering, når det rammer nyhedsmedierne. Der findes i medierne dem, der ser depression og angst som en sund reaktion på et sygt samfund, og dem, der ser det som ren kemisk ubalance og ikke ret meget ind imellem disse to. Men som Sten-Knudsen skriver: 

”… jeg må efterhånden konstatere, at det ikke har hjulpet mig til at håndtere mine depressioner at jeg er enig i at samfundet er sygt. Ideen om at antidepressiv medicin er et fupnummer orkestreret af Big Pharma har tværtimod forhindret og forsinket min helbredelse. Nu er jeg kun optaget af lindring. At få lindret sin smerte, så man kan være til stede i sit liv, sammen med andre. Når det lykkes, er det intet mindre end et mirakel.” 

Samtidig skriver hun inde fra den angstfyldte krop på helt særegen og rå måde, især står en erindring fra en rejse til Venedig meget stærkt. Et angstanfald i en båd midt under et festfyrværkeri ved Markuspladsen. Ren, rå rædsel i den klaustrofobiske midte af en fest, hvor farvet lys eksploderer på himlen og alle folk omkring én jubler. 

Essaysamlingens øvrige essays fortjener bestemt også opmærksomhed. Indeværende læser har ingen sportsinteresse og absolut intet boldøje, men blev alligevel betaget af den smittende glæde ved tennisselvforglemmelse i Sten-Knudsens essay: 

”Det er lunt, solen skinner fra en skyfri himmel. Jeg sveder, bliver varm i ansigtet, opslugt af spillet. Et par gange får jeg løftet armen på den rigtige måde og slår helt frit til bolden, slår ligesom igennem, det er som om min krop giver slip på noget. I et glimt er jeg smidig, hurtig og stærk. En mærkelig ny krop.”

Hvilke andre bøger minder bogen om?

Bogen skriver sig ind i de seneste års bølge af dansk essayistik de seneste år, som har forholdt sig personligt til spørgsmålet om depression, angst og behandling. Den er et godt bud på næste læseoplevelse, hvis man har læst Anne Lise Marstrand-Jørgensens ’En flod skal være i bevægelse’ og vil høre mere fra en patients stemme. 

Og den bør næsten være obligatorisk læsning, hvis man har læst både Peter Øvigs ’Min mor var besat’ og Søren Ulrik Thomsens ’Store Kongensgade 23’. Julie Sten-Knudsens essay bidrager med vigtige perspektiver til Øvig og Thomsens undersøgelser af depressionens og den depressives natur.