Ugens anbefaling

'Madame Bovary' af Gustave Flaubert

Forbered dig på at boltre dig i ægteskabsbrud sammen med Emma Bovary – en af litteraturhistoriens mest udskældte heltinder.

Af Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne

Hvad handler bogen om?

Den unge, smukke og mørkøjede lægefrue Emma Bovary er ved at omkomme af kedsomhed i en lille fransk provinsby i midten af 1800-tallet sammen med sin mildt sagt naive ægtemand Charles. Emma har gjort sig skyldig i at ”læse for mange romaner”, og hun sukker efter heftige kærlighedseventyr og et luksusliv i silkebetrukne soveværelser.

Da den flotte skørtejæger og herremand Rodolphe flytter til egnen, ser Emma sig ikke tilbage og kaster sig i armene på ham. Sideløbende udvikler hun sig til noget af en shopaholic, og hun sætter sig i større og større gæld for at købe alle de luksusvarer, hun mener, vil kaste lys over hendes lille tilværelse. Utroskab, pantelånere og skufferne fulde af ubetalte blondeborter – mon ikke det skal ende gruelig galt for den begærlige fru Bovary?
 

Hvorfor skal man læse denne bog?

Man fornemmer hurtigt, at der er saft og kraft i denne gamle sag, men det er ikke kun romanens heftige plot, der sætter blodet i kog.

Flaubert skrev ganske enkelt vidunderlig prosa, og så nyfortolkede han fuldstændig måden, man skrev romaner på i samtiden. Litteraturhistorikere kalder ham ”den første moderne”, for hos ham er der ingen alvidende fortæller, der fortæller læseren, hvad man skal mene om Emma og hendes utroskab.

I stedet glider læseren ind og ud af hovedet på karakkerne med en sådan lethed, at man næsten ikke opdager, hvor virtuost det hele er skruet sammen, mens man lykkelig vender siderne.

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

Hvis du bliver grebet af Flaubert, må du ikke snyde dig selv for hans øvrige værker. Tag med den unge ærgerrige Frédéric Moreau på rejse op gennem samfundslagene i 'Følelsernes opdragelse' fra 1869, læs den historiske og orientalske roman 'Salammbô' (1862) om lejesoldaten Mathos forelskelse i månegudindens præstinde i Karthago 200 år f.Kr., eller læs de sublime noveller 'Tre fortællinger' fra 1877.