"Don Carlos" af Verdi

Hvad handler operaen om?

I midten af 1500-tallet ligger Spanien og Frankrig i krig med store omkostninger for de civile til følge, men nu er en fredsaftale under opsejling, og den skal besejles på Chateau de Fontainebleau med en forlovelse mellem franske Kong Henrik IIs datter Elisabeth og spanske Kong Filips søn Don Carlos. 

De to unge mennesker mødes, da de hver især er på vej til fredsaftalen gennem skoven ved Fontainebleau, og de forelsker sig i hinanden og glæder sig over snart at skulle forenes i ægteskabet. Men lykken bliver kortvarig: Snart kommer der besked fra slottet om, at freden ganske vist er blevet sluttet – men på betingelse af, at det er Kong Filip, Elisabeth skal giftes med, og ikke kronprinsen Carlos. 

Som dronning ved hoffet i Spanien forsøger Elisabeth at affinde sig med sin skæbne og ønsker at være Filip tro, selvom hun stadig elsker Carlos. Hun afviser de gentagne erklæringer fra Carlos, som ikke kan forlige sig med situationen og drives til fortvivlelse af sin ulykkelige forelskelse i den kvinde, som nu er hans egen stedmor. 

Imens er Filip under uhyggeligt stærk indflydelse af den nådesløse Storinkvisitor fra Den Spanske Inkvisition og fører et ubønhørligt regime, hvor kættere straffes med bålet. Flandern undertrykker Filip grusomt, og Carlos’ bedste ven, Marquis de Posa, overtaler prinsen til at forsøge at lægge sin hemmelige, forbudte kærlighed bag sig ved at gå ind i en frihedskamp for Flanderns folk. Men da Carlos forsøger offentligt at tale Flanderns sag, håner Filip ham. I raseri forsøger Carlos at angribe sin far med sværd, og Filip får sin søn kastet i fængsel.  

Filip mærker sin dronnings manglende kærlighed og nages af en mistanke om, at Elisabeth bedrager ham med Carlos. En af Elisabeths hofdamer, den smukke fyrstinde Eboli er på sin side forelsket i Carlos, og da hun opdager Carlos’ følelser for stedmoren, bagvasker hun Elisabeth og opildner Filip til åbent at anklage Dronningen for hor. 

De politiske og personlige konflikter rodes mere og mere sammen, og intrigen når et kogepunkt, da den vennesæle Posa tager en drastisk beslutning om at ofre sig for Carlos og Flanderns skyld.

 

Hvorfor skal man se operaen?

Lyder handlingen lidt indviklet? Nuvel, Don Carlos har ikke den samme dramaturgiske strømlinethed, som man kender det fra f.eks. hans Aida, La traviata eller Rigoletto. Verdi bøvlede virkelig også usædvanligt meget med denne opera. Den havde oprindeligt urpremiere i 1867 i Paris, men siden skrev Verdi værket om igen og igen, nørklede, lagde til og trak fra. Fire forskellige versioner findes der, med et utal af under-variationer, spring og udeladelser, og ved Verdis død som 87-årig var han stadig ikke blevet 100 % tilfreds. 

Men det er bl.a. denne knudrede bøvlethed, der fungerer så smukt i Don Carlos. Hvad den mangler af plotmæssig ensretning, vinder den på i menneskelig indsigt og musikalsk rigdom, og operaens handling kan anskues fra utallige vinkler. 

Det mest iøjnefaldende drama er vel nok det personlige, med trekantsdramaet mellem Carlos, Elisabeth og Filip. Men også det mere metafysiske aspekt, den menneskelige forfængelighed og dårskab over for det guddommeliges fred, spiller en væsentlig rolle. Magt og magtesløshed er et andet stort tema, legemliggjort af Filip, der søvnløs grubler over sin hustrus manglende kærlighed til ham og sin udsathed over for konspiratorer. Don Carlos har også et vist gotisk element, for spøgelset af Filips far, Karl 5., optræder såmænd i handlingen. Og så er der det humanistiske spor i handlingen, personificeret af Marquis de Posa, som er villig til at ofre sig for, at medmenneskelighed kan sejre over religiøs fundamentalisme. 

Visse dele af handlingen har meget lidt at gøre med de oprindelige historiske personer – f.eks. var ægteskabet mellem Filip og Elisabeth faktisk ganske lykkeligt omstændighederne taget i betragtning, og der er ingen kilder, der tyder på, at hun nærede andet end kammeratlige følelser for sin jævnaldrende stedsøn Carlos. Men også dét kan være ganske sjovt at dykke ned i – forskellen på den historie, historiebøgerne fortæller og så den historie, en italiensk romantisk komponist har valgt at sætte på scenen. Verdis opera er primært baseret på Schillers skuespil af samme navn, som man også kan kaste sig over, hvis man er sulten efter mere. Musikalsk er der stort set ingen svage steder, uanset hvilken udgave af værket, man spiller. 

Det er den modne Verdi, man møder her, efter at han havde taget store skridt væk fra de belcato-komponister, som udgjorde hans primære inspiration i de unge år, og er blevet helt sin egen.  

I denne version fra Salzburg Festspillene i 2013 har man valgt den italienske version i fem akter og inkluderet musikalske numre, som ofte springes over, herunder de franske skovhuggeres kor i 1. akt, som dramatisk er med til at etablere, hvor meget der er på spil for det franske folk i forhold til den kommende fredsaftale og som musikalsk slår det lidelsestema an, som kommer til at gå igen i løbet af hele operaen. Antonio Pappano står på dirigentpodiet og er som altid fremragende med sans for alle Verdis nuancer. Jonas Kaufmann synger titelpartiet med et stort overskud i sin smukt mørkklingende tenorstemme, og scenisk gestalter han sin figur perfekt: Han nailer det nobelt eventyrprinsede, men har også blik for Carlos’ umodenhed og ustabile, lidt sygelige sind. Anja Harteros er Elisabeth og imponerer især med den 11-minutter lange ”Tu chi la vanita”, hvor både Elisabeths ædle stålsathed og hendes varmblodige kærlighed kommer frem, og i duetten med Carlos i 2. akt. 

Matti Salminen, som var 68 år ved indspilningen, er måske nok både stemmemæssigt og scenisk lige det ældste til for alvor at få det det truende og imposante frem ved Filip i konfrontationerne med Carlos, men hans fortolkning af Filips gribende arie ”Ella giammai m’amo” er upåklagelig. Ekaterina Semenchuk er en let antændelig Eboli og klarer de to meget forskellige arier, ”slør-arien” og ”O don fatale”, til perfektion. Thomas Hampsons altid meget distinkte stemme passer på en eller anden måde ret ideelt til Posa, som udgør et rationelt, altruistisk alternativ til den lidenskabelige Carlos og den despotiske Filip. 

Byder Peter Steins iscenesættelse med Annamaria Henrichs traditionelle renæssance-kostumer ikke ligefrem på nogen radikale nyfortolkninger af dramaet, er iscenesættelsen til gengæld solid og aldrig distraherende, og personinstruktionen er fin og præcis. 

Hvilke andre operaer minder den om?

Har man været bare det mindste glad for andre Verdi-operaer, vil man helt bestemt elske denne opera. Men nye operagængere kan helt sikkert også starte her: Musikken er smuk, lækker og iørefaldende, og hvis handlingen ikke ligefrem er nem at begribe, er den i hvert fald umiddelbart gribende. 

Operaen kan streames på medici.tv her.

Få medici.tv gratis gennem din biblioteksprofil.