Ugens anbefaling

'Af måneskin gror der ingenting' af Torborg Nedreaas

Har du nogensinde fortalt hele din livshistorie til et menneske, du ikke kendte?

Af Henrik Simoni

Tags

Ugens anbefaling

Hvad handler bogen om?

Har du nogensinde fortalt hele din livshistorie til et menneske, du ikke kendte?

Torborg Nedreaas’ ”Af måneskin gror der ingenting” åbner med, at vi følger en mand på jagt i byens gader, for at finde et menneske. Men det er svært, selvom byen vrimler med disse tobenede kreaturer. 

På togstationen støder han dog i en sen aftentime på en kvinde med en kuffert, og uden mange ord følges de pludseligt ad gennem byen. Hun følger med ham op i hans lejlighed, men hvor hun får tobak og en drink. Men hun har kun ét ønske: han skal lytte til hende fortælle sin forfærdelige livshistorie... 

Hvorfor skal man læse bogen?

Vi får herefter, fra kvindens egen mund, fortalt hele livshistorien. Men mere end en livets fortælleglæde, er det en fortællesmerte, for hun må få forløsning for den lidelse livet har givet hende. 

Få forløsning for den fattige opvækst, få forløsning for den ulykkelige kærlighed, fordi hendes Johannes kun vil have hende i det skjulte, og forløsning for den abort hun ulovligt må få, da Johannes kommer til at gøre hende gravid. Og mens hun fortæller sin historie træder hele verden i baggrunden og beskrives kun momentant, nærmest som teatrets regibemærkninger: En bil kører forbi. Det begynder at regne. En ny drink skænkes…

Som et refræn gennem bogen går titlen ”Af måneskin gror der ingenting”. Det bliver af sagt af den ensomme, drikfældige kirkeorganist Morck, der bliver en åndsfælle for vores kvindelige fortæller. 

I en sen nattetime fortæller han hende, hvordan vi mennesker tyr til måneskinnet, da det er mere sikkert end den brændende sol. Og derfor efterlader bogen selvfølgelig én med det store spørgsmål; har vores kvindelige hovedperson levet i skyggen? Kunne livet mon have været helt anderledes? 

Hvilke andre bøger minder bogen om?

I anmeldelser er bogen ofte blevet sidestillet med Tove Ditlevsen i dens ærlige beskrivelse af et menneskeliv fra samfundets bund. 

Bogens patosfyldte og smertefulde tone kan dog også få én til at tænke på den senere landsmand Tomas Espedals autofiktive bøger.