'Fulde Liv' af Anna Von Sperling
De drikkende kvinders kulturhistorie
Af Agnete Schepelern
Hvad handler bogen om?
Da kulturjournalist Anna Von Sperling under nedlukningen i 2020 bliver hjemsendt, og skal navigere i ensomt fjernarbejde, træg hjemmeskole og et flow af tunge nyhedsopdateringer, bliver Irmas hverdags-hvidvin i trelitersboks en solid redningskrans.
Sammen med kvinder over hele kloden skåler hun dagligt i den absurde situation og mærker hvordan vinen og den virale fest dæmper bekymringer og stress.
Da hun i sit kælderrum finder et fotoalbum med ungdomsbilleder af hendes mor, med verden for sine fødder og en vinflaske for munden, blotlægges en fortrængt sorg over tabet af moren og en vakt nysgerrighed på Annas familiehistorie. Hun sætter sig for at undersøge alkoholens betydning for Anna selv, for generationer før hende, for fællesskaber, for kvinders frigørelse og for kvinders selvbedrag. Hvordan alkohol historisk og kulturelt har sat kvinder fri, givet dem skam og fået dem brændt på bålet.
Hvorfor skal man læse bogen?
Anna Von Sperlings bog er godt selskab; klog og skarp, følsom og nysgerrig. Den er kvindehistorie, kulturhistorie, samfundskritik og personligt essay i ét flettet værk.
Det lyder som en tyk og tung sag, men bogen er på bare 230 sider, grundigt researchet og sindssygt velskrevet; rørende, humoristisk og tankevækkende.
Hvilke andre bøger minder bogen om?
Med sin form, der er både faktuel og personlig, minder bogen om Pernille Ipsens gennemarbejdede og kærlige portræt af det kvindekollektiv hun selv er vokset op i. Et kollektiv der stod helt centralt i den danske rødstrømpebevægelses ophav og udvikling.
Lotte Kaa Andersens undersøgelse af den kvindelige overgangsalder biologisk, kulturelt og på egen krop, er et andet eksempel på den personlige og vedkommende fortælling.
Det samme er Pernille Stensgaards kulturhistoriske essay om kvinder på heste, en historisk undersøgelse sideløbende med hendes personlige tilbagevenden til rideskolen, stalden og friheden i en vild galop.
For en mere saglig kvindehistorisk gennemgang er Anya Mathilde Poulsens Vilde Kvinder Mørke Toner et aktuelt blik på musikbranchens minoriteter, fra den rytmiske musiks opståen i 1950’erne og frem til i dag. Musikhistorie og kvindeportrætter, krydret med masser af litterære referencer.
En tragisk, komisk og tankevækkende skønlitterær fortælling om den drikkende kvinde, får man i Lone Hørslevs nye roman. Den midaldrende forfatter Anna sejler mod bunden i stærk strøm. Med sig har hun en bag-in-box-vin i overlevelsesstørrelse, en massiv skrivepromille og et sæt vaklende strategier for at undgå pinlige pauser og indre bebrejdelser. Lone Hørslev skriver skarpt og favnende om frihed, fest, skam og selvhad.