'Alt andet er gift' af Maria Dixen

Hvad handler bogen om?

Danske Maria Dixens anden bog, ’Alt andet er gift’, tager sin titel fra en af romanens to hovedkarakterer. Fortælleren Maria er taget til Argentina for at besøge sin navnløse faster, der er blevet indlagt på hospitalet efter at være blevet fundet bevidstløs i sit hjem. Fasteren spørger, om Maria vil hente hende et glas vand. Vandet skal vel og mærke være kogt først. Alt andet nemlig gift, mener fasteren. Og som fasterens livshistorie oprulles, forstår man egentlig godt ræsonnementet. 

Den danskfødte Maria besøger ikke kun fasteren af medlidenhed. Hun vil nemlig også krænge det sidste af fasterens erindringer ud af hende, så hun kan sammenstykke en fortælling om sin afdøde dansk-argentinske far, der ikke selv har efterladt sig meget andet end halve sandheder og hele løgne. 

Hele romanen udspiller sig på sin vis på hospitalsstuen, hvor Maria først må tvinge erindringerne ud af fasteren. Hun får dog senere tungen så meget på gled, at Maria må tænkes at spørge sig selv, hvorvidt sandheden altid er at foretrække frem for løgn eller fortrængning. Hendes egen og Marias fars barndom viser sig nemlig at være et sandt rædselskabinet af grusomheder. Vi taler psykisk vold, ekstrem fysisk afstraffelse, seksuelle overgreb, pædofili, incest, you name it. I midten af det hele står selvfølgelig familiens patriark, en gennemsadistisk præst i den danske kirke i Buenos Aires.

Hvorfor skal man læse bogen?

’Alt andet er gift’ er stærkt anbefalelsesværdig, men ikke desto mindre egentlig også svær at anbefale. For hvorfor skal man læse noget, der får én til at stirre så direkte ind i mørket? Som nævnt stiller bogen selv på subtil vis spørgsmålet gennem fortælleren Maria, der til fasterens opremsning af uhyrligheder om faren (der selvfølgelig ender ligeså depraveret som sin egen far) helt nøgternt kommenterer: ”Det er ikke rart at høre det om min far.” ”Men det var jo det du kom for,” svarer fasteren tørt. Som læser kan man sidde tilbage med omtrent den samme følelse. For noget af det, der gør Dixens roman til en regulær page-turner, ja, en god historie, er jo netop voldsomheden i dens beskrivelser og selve ondskabens uforudsigelighed. 

Det der føles mest særegent ved romanen, er måske dens næsten totale mangel på egentlig refleksion og forsøg på psykologisering af dens karakterer, som det ellers er kutyme for romangenren. I fraværet heraf kommer det håb, vi som mennesker nok alligevel har en tendens til at lede efter, til at sætte sig i den helt konkrete og kropslige intimitet, der i løbet af dagene opstår mellem Maria og hendes faster. Kærligheden kommer pludselig til stråle ud af et kogt glas vand eller et par vindruer, Maria med møje får lokket i den skeptiske faster. 

Hvilke andre bøger minder bogen om?

Maria Dixens bog er en vildt original blanding af gyserhistorie, socialrealisme, fabel og vidnesbyrd, som er svært at ryste af sig. Der skulle ikke mange ændringer i teksten til, før den kunne sættes op som teaterdialog. Og fasteren som karakter har da også noget både usammenhængende og absurd over sig, der kunne minde om noget fra Becketts skuespil. Selvom det hos Dixen aldrig bliver helt så symbolsk eller ”sort” som hos Beckett, er der også i ’Alt andet er gift’ en skarp og minimalistisk situationskomik på færde i relationen mellem fortælleren og fasteren, som får én til at spørge sig selv, om det egentlig er meningen at man skal grine eller græde.    

Hvis man skulle sammenligne ’Alt andet er gift’ med en anden roman, kunne det være klassikeren ’Det store stilehæfte’ af Agota Kristof. De to bøger skildrer begge uhyrligheder, ligesom de deler deres nøgterne, næsten kynisk nedbarberede sprog og totale fravær af sentimentalitet. De to bøger har også pudsigt nok begge to et tvillingepar i centrum for deres fortællinger.