'De sidste kærtegn' af Kjersti Anfinnsen
En lille fin bog om glemsomhed, ensomhed og kærlighed.
Af Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne
Hvad handler bogen om?
Birgitte Solheims hænder ryster. Hendes syn og hukommelse er heller ikke hvad det har været. Det er ikke nemt at acceptere. Specielt ikke som hjertekirurg, hvor det plejede at være funktioner, der stod knivskarpt.
Nu er hun pensioneret og sidder i sin store pariserlejlighed og tænker på livet som det har formet sig og som det ser ud her i alderdommen.
Kontakt til omverden sker mest gennem hjemmefrisøren, tjeneren på den foretrukne restaurant og via computer til søsteren der bor i USA.
Hvorfor bør du læse den?
I små, korte kapitler skildrer hun situationer, hvor det at blive gammel bare ikke er fedt. Alt bliver uoverskueligt og besværligt. Det er med humor og et glimt i øjet teksten bliver serveret. Specielt hendes samtaler over computeren med søsteren har en særlig tone. De er kærligt og køligt på samme tid. Der er ingen som søskende, der kan prikke til hinanden på både godt og ondt.
Midt i alt forgængeligheden og ensomheden blomstrer også kærligheden. Vi er vel i Paris.
Hvad minder bogen om?
Der udkommer en del bøger hvert år, hvor demens og alderdom spiller en større eller mindre rolle. Tøsne og forsytia (2020) af Thomas Bredsdorff er en både klog og smuk fortælling om Alzheimer sygdommen og om at være pårørende.