'August Blue' af Deborah Levy

Krzysztof Kieślowski møder Sophia Coppola i denne surrealistiske og modebladssmukke fortælling.

Af Thomas Hansen

Tags

Ugens anbefaling

Hvad handler bogen om?

På toppen af sin karriere går et tidligere vidunderbarn, nu en 34-årig klassisk klavervirtuos, resolut af scenen i Wien, midt i koncerten. Elsa farver sit hår blåt og giver sig selv et år til at finde en ny vej. På et loppemarked I Athen får hun øje på sin dobbeltgænger. I løbet af den meditative, filmiske fortælling kommer Elsa nærmere på sandheden om den anden kvinde – og om sig selv.
 

Hvorfor skal man læse denne bog?

Deborah Levy har allerede begejstret mange danske læsere med sin erindringstrilogi. Og hvis man, som jeg, ikke kan få nok af hende (eller har tålmodighed til at vente på at trilogien måske forlænges med flere bøger), kan man kaste sig over denne lille perle. 
“My words were smaller than my feelings at that moment. I had spent my life finding diplomatic words. Am I a diplomat then? Isn’t it hard enough to play Beethoven”

Romanen ’August Blue’ er i skrivende stund ikke oversat til dansk, men Levy er skarp og overraskende nem at læse på originalsproget, selv hvis man læser de fleste af sine bøger på dansk. Den findes på vores hylder med engelsk skønlitteratur, emnenummer 83.

“Capitalism sold a flat white to me as if it were a cup of freedom.”
 

Hvilke andre bøger, synes du, den minder om?

Med blå tone, magisk realisme og sanselige beskrivelser af verdens metropoler, kommer jeg i tanke om Murakamis noveller. Murakamis univers består af jazzmusik, dybe brønde og talende katte, denne novelles magi har et underlag af klassisk klaver og flimrende, flygtige glimt af noget fra fortiden og noget der peger fremad.