Kompas til bøgernes verden
Få hjælp til at (gen)finde læseglæden!
Af Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne
Tiden og inspirationen til læsning kan være under hårdt pres i en travl hverdag, men der er heldigvis masser af bøger, der kan hjælpe dig godt på vej til at få næsen ned i bøgerne og finde (eller genfinde) læseglæden.
Derfor finder du i Fordybningen også flere titler, som med humor og indsigt forsøger at vise dig alle litteraturens lag, dens fællesskaber og dens mulighed for selvindsigt. Her stiller vi skarpt på to kategorier. Først to bøger, der på hver sin måde guider dig ind i de russiske klassikeres verden, og dernæst to bøger, der giver deres bud på opskrifter til et lykkeligt læseliv.
NB! Man kan ikke reservere Fordybningens bøger på forhånd, så kom forbi biblioteket, bliv inspireret og få en god bog med hjem.
Hjælp til de russiske klassikere
George Saunders: A swim in a pond in the rain
George Saunders deler gavmildt og krystalklart ud af sin passion for de store, russiske forfattere i denne bog, hvis titel er en kringlet men også musikalsk mundfuld. Hvis du har haft lyst til at læse Tolstoj, Turgenev eller Gogol, men ikke rigtigt har vidst hvor du skulle starte, er 'A swim in a pond in the rain' for dig.
Det er svært ikke at have lyst til at give sig i kast med de russiske mesterværker efter at have læst Saunders' begejstrede, indsigtsfulde og menneskekloge introduktion til fire af de store, russiske forfattere. Når det er sagt, er denne bog også en ret fantastisk læseoplevelse i sig selv. Den byder nemlig også på rørende og sanselige indsigter om kærlighed, skrivning og eksistens.
Elif Batuman: De besatte
”Min mor blev glad for at se at jeg læste det der viste sig at være hendes gamle eksemplar af Anna Karenina. ’Nu kan du fortælle mig hvad den i virkeligheden handler om!’ sagde hun.”
Elif Batuman skriver i 'De besatte' med knastør humor om sin kærlighed til russisk litteratur og sit liv som forsker og forfatter. Med et himmelsk blik for livets absurditeter tager hun os med på rejser til Uzbekistan, Moskva eller til akavede konferencer i den akademiske verden. Gennem uforudsigelige og overraskende associationer præsenterer Batuman os for de russiske mestre på en måde der punkterer alle fornemmelser af stiv højtidelighed og i stedet fremhæver de underlige, forunderlige, sjove og sære aspekter af klassikerne såvel som af livet.
Opskrifter på et lykkeligt læseliv
Anette Leonora Andersen: Læseglæde & læsefællesskaber
Hvad skal vi overhovedet med litteraturen?
I 'Læseglæde og Læsefælleskaber' slår Anette Leonora Andersen et slag for læsningen. I en travl hverdag kan bøgerne samle tankerne og blive et fast holdepunkt for refleksion og selvindsigt. Men bøgerne kan også samle mennesker og skabe fællesskaber. 'Læseglæde og Læsefælleskaber' viser nemlig, hvordan du kan komme i gang med læsekredsen og er et fantastisk redskab til dig, der har lyst til at dele læseoplevelserne og læseglæden med andre mennesker.
Lewis Carroll: Ernæring af Forstanden
Har du nogensinde tænkt på din forstand som et fordøjelsessystem?
Lewis Carroll er bedst kendt for 'Alice i Eventyrland', men har også skrevet denne lille pamflet, der sjovt og tankevækkende viser, hvordan vi må gå til vores læsning, som vi går til at vores fordøjelse. Al maden vi indtager skal have lov til at bundfælle sig, og således er det også med bøgerne vi læser. Vi må også lade den enkelte bog bundfælle sig, så vi kan reflektere over den og give tankerne mulighed for at optage al dens næring.