Fordybningen

Venskabets væsen

Fordybningen undersøger hvad venskabets væsen egentlig er

Af Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne

Hvad er venskabets væsen? Hvad søger vi i det andet menneske? Søger vi forståelse eller en udvidelse af os selv? Eller bliver verden bare større og smukkere, når vi oplever den med andre?

Her er fire tankevækkende bøger, som undersøger hvad venskabets væsen egentlig består i.

NB! Man kan ikke reservere Fordybningens bøger på forhånd, så kom i stedet forbi udstillingen på Stadsbiblioteket og snup en god bog med hjem.

I morgen og i morgen og i morgen

Hvad er vigtigst – livslange venskaber eller romantisk kærlighed? Og hvor går grænserne mellem dem?

Lad dig charmere af denne gribende, menneskekloge og 90’er-nostalgiske fortælling om Sam og Sadie, der mødes som børn og senere bliver verdensberømte for de spil, de sammen skaber.

Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler

Mens mændene arbejder følger vi igennem en enkelt dag i 1950’erne de to kvinder Johanne og Valborg, der lever i hvert sit hus, med hver deres pligter, mens de tænker på hinanden.

En smuk og poetisk roman om længslen efter en anden form for fællesskab.

Knoglemarv lavendel

Knoglemarv Lavendel er en digtsamling skrevet af et kollektiv af stemmer, ikke bare af én forfatter.

Træd med ind i dette rum, hvor stemmen er et kor, og hvor digte kan være besværgelser.

En sælsom og kraftfuldt poetisk hyldest til fællesskabet og venskabets magiske potentialer.

Is-slottet

Et spirende venskab, en uudsigelig hemmelighed og en tragisk forsvinden.

Pigerne Siss og Unn når kun at mødes én gang, før deres verden forandrer sig for altid.

I dette korte mesterværk indfanger Vesaas et ungt, intenst venskab på en tindrende poetisk, foruroligende og dybt rørende måde.