Som en tv-serie
Find bøger der glider ned som en god tv-serie i Fordybningen
Af Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne
Bøger kan være vanedannende på samme måde som en god tv-serie, man ikke kan slippe. Det er den slags bøger, hvor siderne næsten vender sig selv, fordi et velkomponeret plot og et flydende sprog går op i en højere enhed. I disse bøger er der ofte et højspændt drama eller et hjerteskærende dilemma, der holder tempoet højt og gør det næsten umuligt at slippe bogen, før du ved, hvordan dramaet ender.
Som en del af Fordybningens udstilling om Pageturners har vi naturligvis samlet en håndfuld af bøger, der føles som en god tv-serie. Der er højspændte ægteskabelige dramaer og familiedramaer, en dystopisk-håbefuld sci-fi roman og en vaskeægte spændingsroman iblandt. Så kom forbi Fordybningen på Stadsbibliotekt og snup en pageturner med på sommerferie.
NB! Man kan ikke reservere Fordybningens bøger på forhånd, så kom forbi biblioteket, bliv inspireret og få en god bog med hjem.
Små påsatte brande
”Alle i Shaker Heights talte om det den sommer: Hvordan Isabelle, den yngste af Richardson-børnene, til sidst var gået helt amok og havde brændt huset ned.”
Sådan begynder dette højspændte psykologiske drama. Alt er på spil fra første færd, og konflikterne ulmer lige under overfladen, så selv den mindste hændelse kan rykke tæppet væk under familiens og nabologets normalitet og sætte gang i de helt store dramaer. Celeste Ng skriver mesterligt om forventninger, fordomme, social klasse og rænkespil, så læseren er helt med på hvor meget hver lille gestus kan betyde for det sociale økosystem i Shaker Heights.
Papirslottet
Papirslottet indeholder alle ingredienser til den ultimative ferielæsning: varme sommerdage ved vandet, et kompliceret kærlighedsdilemma og barske hændelser fra fortiden, der konstant trænger sig på. Rammen for fortællingen er 24 timer på en familieferie på Cape Cod, hvor den 50-årige kvinde Elle pludselig befinder sig i sit livs største dilemma: skal hun blive med sin charmerende ægtemand eller kaste sig ud på dybt vand med barndomsvennen Jonas, der som den eneste kender hendes traumatiske hemmelighed?
Et vildt medrivende og atmosfærefyldt drama, der både emmer af sommerstemning, hed kærlighed og af flere generationers svigt.
Firekeepers datter
Teenageren Daunis klarer sig enormt godt i high school og formår at jonglere en kompliceret familie, sine venner og sine planer om at studere medicin på college. Selv står hun med et ben i to verdener, fordi hendes mor er hvid og hendes far er en del af det oprindelige amerikanske Ojibwe-folk.
Alt går efter planen, indtil den ene ulykke sker efter den anden. Mens Daunis' familie gennemgår store tab og Daunis næsten ikke kan rumme andet, vikler én tragisk nat i en skov hende ind i en halsbrækkende FBI-efterforskning om handel med illegale stoffer, hvor mange af hendes nærmeste er mistænkte. Nu sættes alle hendes evner på prøve i kampen for retfærdighed, for hendes eget liv og for hendes samfund.
Station elleve
På få timer forsvinder verden som vi kender den. En lynhurtig og dødbringende virus udsletter 99% af menneskeheden.
Tyve år senere rejser en flok musikerer og skuespillere rundt i en barsk verden og forsøger at holde liv i en flig af den gamle verdens kunst, musik og teater. Gennem glimt ind i virkeligheden før, under og efter pandemien, fortæller Station Elleve en nådesløs og gribende fortælling om en kæmpe katastrofe, om menneskelige skæbner under ufattelige vilkår og om kunsten, som skaber et glimt af håb for menneskehedens - og menneskelighedens - overlevelse.