Hvem skriver historien?
Fordybningen roder rundt i historiens skattekiste med nye briller på
Af Emilie Bessing
Hvad kan der ikke ske, når litteraturen går i historiebøgernes gemmer, og forsøger at fortælle begivenhederne på ny?
I Fordybningen har vi udvalgt fem vidunderlige bøger, der giver deres egen, skarpe og unikke version af større eller mindre, personlige eller kollektive, dele af historien.
NB! Man kan ikke reservere bøgerne på udstillingen på forhånd og heller ikke forny dem. Til gengæld er der ingen reserveringskø, så kom forbi biblioteket, bliv inspireret og lån en god bog med hjem.
Bedrageren
Hvem kan fortælle en sand historie? Og hvem kan komme gennem livet uden selvbedrag?
En observant husholderske serverer denne originale fortælling om forførelse, fiktion og retfærdighed med udgangspunkt i en spektakulær retssag fra Victoriatidens England. En tankevækkende roman fuld af vidunderligt sylespidse, samfundskritiske kommentarer.
Dobbeltportræt
Indtag pladsen som fluen på væggen under de fascinerende samtaler mellem den aldrende krimiforfatter Agatha Christie og den ekspressionistiske maler Oskar Kokoschka, som er bestilt til at male hendes portræt.
Modstræbende åbner de sig for hinanden og deler afslørende minder og indsigtsfulde betragtninger om kunsten, kærligheden og døden.
Damer der fik nok
Sara Alfort appellerer både til den indre indignation og kampgejsten, når hun tager læseren med på en tour de force igennem tretten kampklare skandinaviske kvinder fra det 20. århundrede.
De havde fået nok, og var i den grad klar til at drage mod nye horisonter, mod nye eventyr og mod et nyt kvindeideal.
Kærlighed i hadets tid
Ved at krydsklippe mellem et hav af store kulturpersonligheder tegner ’Kærlighed i Hadets tid’ en tid og en tidsånd frem, så den fremstår lyslevende.
Kom med rundt i de europæiske storbyer i årene 1929-39 når vi tages ved hånden af folk som Simone de Beauvoir, Jean-Paul Sartre, Marlene Dietrich og F. Scott Fitzgerald og undersøger kærligheden midt i en brydningstid.
Tidens støj
Vi møder komponisten Dimitri Sjostakovitsj en mørk og angstfyldt nat i 1936. Han står og kæderyger i sin opgang og venter bare på, at Stalins folk henter ham. Men det er sværere end som så at forudsige, hvad Stalins pludselige interesse for hans musik egentlig betyder…
En original, nervepirrende og mesterlig fortælling om liv, kunst og magt.