Fordybningen

Historiens vingesus

Mærk historiens vingesus i Fordybningen

Af Lyngby-Taarbæk Bibliotekerne

Det, der griber os, er ikke kun dagens dugfriske nyheder. Fortidens store kærlighedshistorier, idéer og begivenheder bliver ved med at rumstere i os. De er en evig kilde til de store spørgsmål om, hvem vi er, og hvor vi kommer fra, og særligt litteraturen kan være et sted, hvor disse spørgsmål kan undersøges.

Derfor har vi også, i vores udstilling om Pageturners, fundet en række fængslende bøger, der alle lader os mærke historiens vingesus. Der er klassikere, der stadig griber os, fordi de lige præcis handler om menneskelige erfaringer, vi stadig kan spejle os i eller reflektere over. Der er også nyere bøger, der alle dykker ned i historiens kilde, når de skal fortælle gribende og tankevækkende historier om os selv.  

NB! Man kan ikke reservere Fordybningens bøger på forhånd, så kom forbi biblioteket, bliv inspireret og få en god bog med hjem.

Når vi ikke længere forstår verden

Kom med på en vild og berusende rejse helt ind i videnskabens sjæl i denne forrygende og foruroligende roman. ’Når vi ikke længere forstår verden’ handler om fascinerende videnskabsfolk, deres banebrydende opdagelser og videnskabens destruktive potentiale, og den er skrevet med smittende nysgerrighed og begejstring.

Greven af Monte Cristo

Dette mesterværk af en klassiker formår at holde læseren til ilden hele vejen igennem – måske fordi den oprindelig blev skrevet som avisføljeton?

Følg den uskyldigt fængslede Edmonds jagt på den søde hævn, når han planlægger sin flugt og en hård straf til de mænd, der har været skyld i hans lidelser. Det lykkes måske, hvis blot han kan få fingrene i den store skat på øen Monte Cristo…

Den underjordiske jernbane

Et brutalt, uafrysteligt mesterværk om slaveri og racisme i USA, fuld af nervepirrende hændelser, som blotlægger undertrykkelsens natur. Whitehead har i denne roman forvandlet udtrykket 'den underjordiske jernbane' - som egentlig er en metafor for det hemmelige netværk som hjalp slavegjorte til at flygte fra de amerikanske sydstater - til en konkret jernbane, der i romanen forgrener sig under jorden. Følg den unge slave Coras hæsblæsende flugt fra bomuldsplantagen i Georgia, via det underjordiske jernbanenetværk. En flugt, som måske fører mod friheden, men som byder på mange hårrejsende forhindringer undervejs.

Maus

Vi kommer helt tæt på nazismens gru i Art Spiegelmans nervepirrende graphic novel, som efterlader én med en følelse af livets skrøbelighed og overlevelsens mirakel.

Det er en fantastisk og original beretning om Spiegelmans jødiske far, der ser tilbage på sine oplevelser i en kz-lejr. Men det er også en fortælling om, hvordan man, som barn af overlevende fra krigen, kan sørge for, at historien ikke glemmes.

Forbrydelse og straf

Hvad sker der med én, når man har taget et andet menneskes liv? Det er det store spørgsmål, som Dostojekvskij prøver at besvare i sin udødelige klassiker 'Forbrydelse og Straf'.

Her kommer vi med på første række, når den unge Raskolnikovs virkelighed falder fra hinanden, og paranoiaen, frygten og den dårlige samvittighed ikke længere er til at løbe fra. En fantastisk bog, der som ingen anden, blander de store filosofiske spørgsmål med blodig spænding!