'Den perfekte mor' af Klara Nordin Stensö

08.05.24
Klara Nordin Stensö har skrevet og tegnet en graphic novel, der handler om et vanskeligt ammeforløb, hverken mere eller mindre, men det er også rigeligt. 

Hvad handler bogen om?

Klara bliver ønsket gravid med sin kæreste og har en lykkelig graviditet, men får en hård start på moderskabet, da fødslen dræner hende for blod og energi. Nu skal amningen så i gang, men Klaras krop er for udmattet til at producere tilstrækkeligt mælk, og den nyfødte dreng vil ikke tage fat.

Da forældre og barn kommer hjem i egen lejlighed, bliver det kun værre. Babyen tager fortsat ikke på, mælken løber fortsat ikke til, og den nybagte mor og far pålægges at give ham modermælkserstatning gennem et kompliceret sonde-system hver tredje time. Da den lille typisk er en time om at falde i søvn efter madningen, og det kræver to personer at betjene sonden, får ingen i husstanden nogen sammenhængende søvn.

Desperationen vokser, og Klara fyldes af selvlede over at fejle som den naturlige og afslappede mor, hun har forestillet sig at skulle være.

Hvorfor skal man læse bogen?

Har man selv været i et opslidende ammeforløb, eller står man måske endda stadig midt i det, vil bogen helt sikkert virke helende: Det er ikke kun mig! 

Men Stensös graphic novel bør læses af langt flere end blot personer, der ammer eller har ammet. For det er en vigtig indsigt, hvad det er, der foregår ude i de små hjem, når et forældrepar sendes hjem med et lille barn. 

Udover Klaras meget personlige fortælling byder bogen i øvrigt også på kulturhistoriske rids, som viser, hvor styret ideen om amning/flaske/hyret-amme historisk set har været af tidens filosofiske og politiske tankegods. Og hvor mange gange personer uden nogen som helst erfaring med amning eller børnepleje har haft holdninger til sagen, som har fået lov at blive toneangivende. 

Tegningerne er holdt i en relativt enkel, naivistisk streg og i sort-hvid, og de er stemningsfulde og rammer mange steder på forunderlig vis det syrede rum, man træder ind i, når man efter en fødsel pludselig står dødtræt og søvnberøvet med en krop, man slet ikke kan genkende, inkl. et sviende underliv, der gør noget så simpelt som toiletbesøg vanskelige at gennemføre, samtidig med, at et dyrebart levende lille menneske er afhængigt af, at man skal lære at mestre en helt ny kropsfunktion, amningen.

Svært afrystelig er især et opslag, hvor gradvist mindre og mindre paneler viser det enerverende cirkulere arbejde, Klara er sat på: Pumpe – vugge - skolde – made – pumpe – vugge – skolde – made. Eller bogens tilbagevendende vignetter, hvor en nøgen Klara kæmper med og efterhånden overmandes af et par længere og længere bryster.

Den danske titel 'Den perfekte mor' er en anelse fad og intetsigende, det skal man ikke lade sig afskrække af. Den oprindelige svenske – Den ömma modern – er noget mere dobbelttydig og interessant og indfanger bogens sårbare stemning.


Hvilke andre bøger minder bogen om? 

Klara Nordin Stensös graphic novel lægger sig naturligt i slipstrømmen af de mange moderskabs- og forældreskabsbøger, der er udkommet, f.eks. Olga Ravns ’Mit arbejde’, Cecilie Linds ’Mit barn’, Rolf Sparre Johanssons ’Søvn’ eller Maja Lucas’ ’Mor – en historie om blodet’. 
De kulturhistoriske rids minder til gengæld om Liv Strömquists herlige faglitterære graphic novels, ’Kundskabens frugt’, ’I’m Every Woman’, ’Den er der ikke’ og ’Lille spejl på væggen der’.